Havet, fremkaldt

En livsytring ligner ret ofte et spørgsmål. Den er døren, som åbnes i glæde, forventning, håb, eller i frihedstrang, trods, beslutsomhed.
Ytringens spørgsmål kan være døren, der forsøges åbnet for at slippe en indespærret eller fortiet del af livet fri. Det fortiede kan være en livsafgørende, måske traumatisk historie, der bestemmer om et menneske føler sig halvt eller helt.

Celine Szabó spørger i sine digte i Fremkaldelser (2024) om, hvem hendes forsvundne, og fortiede, far er. Spørgsmålet lægges i begyndelsen ud som en konkret ”rationel” søgen i familiealbummer, i de historier som familiemedlemmer vil fortælle, i myndigheders arkiver og i litteratur om fortidstraumer, uden at føre til egentlige svar. Og stilheden omkring den svære sandhed ”er vold” – som der står.

Vendepunktet, den nye begyndelse, indtræder sammen med et vand- og havtema. Digterens ytring bliver også havets ytring, bliver en poetisk åbenhed, en modtagelighed, en mulighed der har ligget og ventet i ordenes bølgende rytme – indtil døren blev åbnet.

Der fremskrives en accept af det ukendte; Den flimrende kontur af det savnede giver på sin egen måde svar og mening nok. Spørgsmålet om identitet finder plads og genkendelse i nogle mindre rationelle, og for havets vedkommende meget større, ”familie”-billeder. Poesien inviterer sig selv indenfor i samme bevægelse.

Lene Henningsen

* * *

Celine Szabós digte fra debutsamlingen Fremkaldelser former den poetiske podcast nr. 2 i serien Ytringer. Med lyd og musik af Rudiger Meyer.