Fremkaldelser podcast artwork

Celine Szabó (født 1998) debuterer med Fremkaldelser, en digtsamling om længsel og tilhørsforhold, om et jeg, som forsøger at nærme sig sin familiehistorie og forsvundne far. En undersøgelse af spørgsmålene: Hvad er kommet før mig? Og hvordan lever det i mig?


Oplæsning: Celine Szabó
Billede: Celine Szabó
Lyd & Musik: Rudiger Meyer
Forlaget: OVBIDAT

Fremkaldelser

· 13′04″

 Podcasts · Spotify · RSS · Download (18,38 MB)

00:20 - det er en mand fra røde kors… (s. 27)
02:25 - okay, det er noget med ordet ophav og… (s. 29)
03:29 - jeg sidder med min mor ved kysten… (s. 47)
04:30 - det er onsdag så jeg er… (s. 48)
06:26 - jeg flyder rundt i middelhavet, tænker… (s. 49)
07:40 - jeg piller sandkorn ud af hårbunden mens jeg læser… (s. 50)
09:02 - sporbarheden som et kontrolforsøg,… (s. 51)
10:15 - jeg er taget med o til et lyrikevent i brixton… (s. 52)
11:20 - i am not thinking i am the ocean… (s. 53)
11:36 - vandet og… (s. 54)
11:54 - at se dig som et foto: altid ufuldstændigt… (s. 55)

* * *

okay
det er noget med ordet ophav og
ordet adgang
som interesserer mig
nogle døre
man kan
eller ikke kan gå ind ad

hvad vil det sige at være
i familie?

måske det bare er:
en skål og to skeer

eller

en fremkaldelse, et billede at holde fast i

et før
alt det der sortner for øjnene

der er min mor
og min far

de sidder på en bar på nørrebro
får øje på hinanden gennem røgen

* * *

sporbarheden som et kontrolforsøg, en fiksering, en knude
af vold og samtidig det
jeg eftersøger

ikke at ville binde dig sammen som en sagsrapport
et ringbind, en mappe
en udlændingestyrelse, en afvisning
nogen der efterspørger
sandhedenTM
en troværdig historie
det vil sige
en sammenhængende historie






jeg øver mig i at åbne øjnene under vandet
lade det salte i havet blande sig med det salte i øjet
modlyset
bare se noget glimte i overfladen, et flimrende omrids

* * *

at se dig som et foto: altid ufuldstændigt
dér en varm hånd
mens resten af kroppen bevæger sig videre
udenfor billedet

en lyseblå tråd fra en sweater pludselig
på bunden af min taske

at se dig gennem vandet: som et slør, et dansende vindue
i et kalejdoskop med krøllerne snurrende hurtigt som en
fidgetspinner, kommer til at ligne: en stjerne, så en blød kugle
helt tæt, en pupil

at du findes
selvom jeg aldrig ser dig helt tydeligt