Poetisk Podcast – nyhedsbrev, september 2020
Poetisk Podcasts nyhedsbrev sendes ud den første fredag i hver måned, hver gang med et nyt gæsteindslag.
Denne gang fortæller Klaus Ib Jørgensen om sit Moonpain univers, som danner grundlaget til den podcastserie som starter næste uge.
* * *
Moon-pain er egentlig bare nogle sange. Sange til engelske digte skrevet af en portugiser. Skrevet af Fernando Pessoa i symbolistisk stil i tiden omkring 1 verdenskrig. Digte fulde af skygger, uforklarlige, knapt hørbare melodier, måneskin. Masser af måneskin. Så meget, at månesygen sniger sig ind på dig, så du mister måske endda din forstand.
Jeg skrev løs på musikken til fem af Pessoas digte sådan små 100 år efter de blev til. Fra 2003-08. De er skrevet for en sangstemme og de samme seks instrumenter, der bruges i Arnold Schönbergs Pierrot Lunaire. Som er komponeret samme år, som Pessoas skrev det første digt i månesamlingen. I 1912.
Ja, så dumdristig var jeg, at jeg på den måde lavede et throwback til en af de største komponister nogensinde, og til et værk, der om noget var gennembrudsagtigt i sin egen tid. En komposition hvis betydning ikke kan overvurderes. Og et throwback fandtes endda slet ikke endnu. Det var ikke en ting i 2003.
Det sagde jeg selvfølgelig ikke noget om dengang, dér tilbage i de glade Moon-pain-dage i begyndelsen af 0’erne. Og sandt at sige, så var det vistnok også mest en tilfældighed, der afgjorde at de blev lige de instrumenter. De første satser af Moon-pain blev skrevet på bestilling fra den franske radios festival Présences, der havde engageret det franske Ensemble Alternance til at lave en koncert. Så det blev ensemblets eksisterende seks instrumenter, der afgjorde Moon-pains skæbne. Jeg sagde egentlig bare pænt tak og gik i gang. Og tænkte: hvor heldig har man lov at være?
Som arbejdet med musikken skred frem, blev jeg mere og mere nysgerrig på forfatteren selv. Hans personlige liv. Hans hverdag. Hvordan der var, der hvor han skrev de digte.
Jeg fandt også hurtigt ud af, at Fernando Pessoa nærmest var et menneske uden biografi. Han eksisterede faktisk på en måde ikke. Han var komplet anonym og udgav så godt som intet i sit 47 årige liv.
Men al den eksistens, han ikke rummede i levende live, besad han hundredfold i sit digterliv. Han omgav sig med et kæmpe menageri af fiktive personligheder, som alle var digtere. Han kaldte dem selv for heteronymer; ikke pseudonymer i almindelig forstand, men forfattere med hver sin personlige historie, med fødselsdage, horoskoper, uddannelse, levnedsløb og skuffelser. De skrev hver især i deres helt egen personlige, gennemførte stil. Han førte deres pen, men de var sig selv. Og de skrev undertiden endda breve til hinanden, hvor de diskuterede, om Pessoa selv egentlig havde noget talent.
Sidste jeg talte efter, var der 72 af den slags heteronymer i Pessoas persongalleri.
Fernando Pessoa var en drømmer. Ikke en dagdrømmer i vanlig, flygtig forstand. Nej, han var helt bevidst om sin egen tilbøjelighed til altid at foretrække drømmen frem for den såkaldte virkelighed. På den måde var han ubønhørligt gennemført.
Måske derfor var jeg så tiltrukket af hans værk, denne mærkværdige ikke-person. Pessoa betyder person på portugisisk. Hans drømmeri lignede mit eget. Vi blev sådan en slags venner.
Jeg tænkte, at det ikke var nok med musikken. Eller også tænkte jeg måske, at musikken aldrig kunne blive rigtig god – så jeg kunne flanke det op med noget andet. Få andre stemmer, andre fortolkninger med om bord end bare min egen. Genskabe lydene, som Pessoa må have hørt, mens han skrev. Miljøet i Lissabon dengang. Jeg kan huske, at jeg dengang tænkte på det som lyden af digtenes fødegang. Ja, temmelig prætentiøst. Men det var jo i 00‘erne… Og meningen var såmænd god nok.
Så jeg kaldte en masse talentfulde og vindunderlige kunstnere med om bord. Vi skulle skabe et digitalt univers, der kunne åbne alle sanser for Pessoas digte. Med poesi, med musik, med lyd og med digitalt artwork. Der var ikke så få!
Der var den digitale interaktionskunstner Signe Klejs, der blev art director på projektet og skabte hele universet sammen med programmører med Jonas Røren i spidsen. Der var digteren og oversætteren og Pessoa-eksperten Peter Poulsen, der rejse til Lissabon i Pessoas fodspor. Sammen med komponisten og lydkunstneren Rudiger Meyer, der skabte universets smukke soundscapes med Peters stemme og lydene af Lissabon; af digtenes fødegang.
Der var komponisten og producer Morten Olsen, der lavede montager og fantastisk lyd, der var digterne Morten Søndergaard og Lene Henningsen, der skrev ny poesi, der reflekterede Pessoas månedigte ind i vores egen tid. Der var musikerne i det portugisiske Remix ensemble, der sammen med sangerinde Iris Oja og dirigenten Paul Hillier indspillede al musikken, endda i Portugal i producer Preben Iwans optagelse og mix; der var skuespillerne Stig Hoffmeyer og Mette Frank, der lagde stemmer til montagerne. Der var komponisten Fuzzy, der lagde studie til. Der var et utal af medvirkende stemmer med alle mulige modersmål, der i løbet af en periode på to år indtalte det samme digt af Pessoa, men på hver deres sprog. Ja, på en måde blev hele dette vanvittige projekt en slags menageri af personligheder, lidt som Pessoas eget. Med mange stemmer, mange personer. Mange kærlige og talentfulde mennesker, der gerne ville være med til at give det hele liv.
I 2009 udkom det hele så. CD med musikken og det store webunivers med alt dette forunderlige indhold, som andre end jeg havde skabt.
Nu lukker vi snart det gamle Moonpain univers. Det er programmeret i Flash, som ingen længere bruger i dag. Og det har haft sin tid. Det lever videre som denne podcast, som jeg er taknemmelig for, at nogen vil give liv.
Jeg både er og ikke er komponist længere. Jeg er, fordi det jeg har komponeret, jo findes. Jeg er ikke, fordi jeg er holdt op med at skrive nyt for mere end ti år siden. Jeg lytter i dag til Moonpain, og går ind i hele universet omkring Lissabon, Pessoa, lyden af Peters stemme, Rudigers lydkunst, Signes digitale topografi, der nu lige om lidt slet ikke længere findes; de andre digteres stemmer, Mortens og Prebens tjekkede produktionslyd…. Jeg lytter til det og går rundt i det som i en egen drøm om en drøm om noget, jeg har glemt hvad skulle være.
Men er lykkelig for at jeg selv var med.
Klaus Ib Jørgensen