Poetisk Podcast – nyhedsbrev, oktober 2020
I den sidste solrige uge af september 2007 rejste jeg med Peter Poulsen til Lissabon, med det formål at optage lyden af byen, samt oplæsninger af Pessoas digte på de steder han frekventerede.
Optagelserne forekommer især i episode 2 af Moonpain Revisited – vores ‘litterære fodrejse’ med tilhørende billedserie, og i episode 4 afslutter vi podcastserien med ‘Pessoas poeter’ – Peter Poulsens oplæsninger af Pessoas digte.
Rudiger Meyer
* * *
Og med den afslutning, noget nyt fra Peter Poulsen:
Begyndelsen til et digt
Trusseindlæg, rugbrød og forårsløg
står der på indkøbssedlen i dag.
Solen er ved at gennembryde
den sommerlige dis
over Østersøen.
Havde Tranströmer været her nu
ville han have strikket en strofe
som skjuler den gule autocamper
og gør dens indehavere hjemløse
til fordel for en poetisk realitet.
En jolle glider ind i disen
på udkik efter den næste strofe
af det endnu ufuldendte digt.