Poetisk Podcast – nyhedsbrev, november 2020
Vi er i den sektion af samtidskunsten, der kalder sig posthuman, og hvor afsættet tages i altomfattende skepsis over for samfundet, dets normer og institutioner. Digteren må her, i Skinnebachs regi, blive en slags fremtidsarkæolog, en vis seer, som søger en vej ind i den nye verden: en kosmisk-apokalyptisk drømmer.
Sådan skrev Information om Lars Skinnebachs TEOTWAWKI (The End Of The World As We Know It), illumineret og kommenteret af Goodiepal.
For tiden udstiller Lars et langdigt, Så bliv hos mig mit øje bløder verden op, på SMKs aktuelle Unboxing The Goodiepal Collection. Digtet danner også grundlaget for en kommende podcast med de to kunstnere – her på poetiskpodcast.dk! Stay tuned.
* * *
Om poesi og lyd.
Jeg vil gerne vide mere om poesiens moralske grundlag. Hvad er det mest grundlæggende moralske forhold, hvis ikke kroppens forhold til omgivelserne? Er det derfor de fleste åndelige retninger har udviklet teknikker til at disciplinere åndedrættet, fordi åndedrættets disciplinering er moralens udgangspunkt? Ligesom lyd er et materiales svingninger, er åndedrættet kroppens svingning. Ved at gøre det regelmæssigt kan jeg harmonere mig med universet. Ved at besætte åndedraget med versets og strofernes systemer (Det er stævnemødets time, det er stævnemødets time UU-UUU-U/ UU-UUU-U) kan jeg opøve dets mest intime eller stakåndede muligheder.
Lars Skinnebach