Tilbage i 2010 oversatte jeg nogle digte af den ukrainske/russiske digter Anna Akhmatova, i forbindelse med en oplæsningsbegivenhed der på en enkelt dag tog “verden rundt” og vækkede store digterstemmer til live. Måske tiden er inde til at se, om jeg kan finde de digte igen. Til en ny poetisk podcast?
I så fald skal digtene sættes sammen med ord fra den ukrainsksprogede litteraturs “fader”, Taras Shevchenko. Jeg har fundet et langdigt, en ballade af Shevchenko, som uden tvivl vil skabe et spændende poetisk møde, også i lyd.
Anna Akhmatova blev født nær Odessa i 1889, gik i skole og studerede i Kyiv, men boede det meste af livet i St. Petersborg/Leningrad. Hun regnes for en af Ruslands væsentligste digtere i det 20. århundrede. Akhmatova satte ord på den individuelle og kollektive skæbne for generationer af russere. Under Sovjetstyret blev hendes søn arresteret flere gange, hendes første mand henrettet, og hendes anden mand fængslet og deporteret. Hendes poesi blev af styret betragtet som indadvendt, “borgerlig”, “feminin” og potentiel farlig. Hun kunne ikke udgive digte mellem 1923 og 1940. Spionage fra både KGB og folk i hendes egen kreds betød, at hun lærte sig en “hemmelig skrivning”, hvor digtene blev husket, og sagt videre til betroede venner, før ordene på et eller andet tidspunkt blev nedfældet. På et tidspunkt følte hun sig presset til at skrive en hyldest til Stalin, alene for at redde sin fængslede søns liv. Myndighederne var lige så voldelige som de var lunefulde, hele systemet var uigennemskueligt og hemmelighedsfuldt. Mange forfatterkolleger endte deres liv i Gulag eller begik selvmord. Akhkatova holdt fast på at yde passiv modstand, blive hvor hun var, og det lykkedes hende at overleve. Hun døde den 5. marts 1966.
Anna Akhmatovas digtcyklus ”Requiem”, skrevet på baggrund af sønnens tid i fængsel, blev til mellem 1935 og 1943, men kunne først udgives i sin helhed i Rusland i 1987. I hendes eget forord står der:
I Yezhov-terrorens frygtelige år tilbragte jeg sytten måneder i Leningrads fængsels-køer. Engang var der én, der “genkendte" mig. Så vågnede en kvinde med blålige læber, som stod bag mig og selvfølgelig aldrig havde hørt mig kaldet ved navn før, af den døsighed alle var bukket under for, og hviskede mig i øret (alle hviskede): “Kan du beskrive dette?” Og jeg svarede: “Ja, det kan jeg.” Så gik noget, der lignede et smil, over det der engang havde været hendes ansigt.
* * *
Taras Shevchenko (1814-61) er en markant skikkelse i Ukraines historie, både litterært, billedkunstnerisk og politisk. Han banede vejen for litteratur skrevet på det sprog, der i dag kaldes ukrainsk. Ukraine var på hans tid en del af det russiske rige, og det (“lille-russiske”) sprog folk talte i området blev opfattet som primitivt og uegnet til litteratur.
Shevchenkos forfatterskab peger frem mod realismen, med vægt på Ukraines historie og stærkt samfundskritiske idéer. De sidstnævnte sendte ham ti år i eksil, da man ikke ustraffet kritiserer tsaren og den herskende klasse.
I forbindelse med Ukraines selvstændighed i 1991 blev Shevchenko et nationalsymbol.
Påvirket af og med lån fra folkesange og folklore – symbolikken, det enkle sprog og billederne, folkesangenes ekspressivitet – skildrer Shevchenko sorg, afsked, ensomhed, folkekarakterer, hjemve, kvindernes hårde skæbne, længslen efter lykke. Mange af hans digte er også blevet omsat til folkesange.
Den lange ballade Prychynna – Den vældige Dnipro (Prychynna = Besat, Forhekset, i hunkøn, og Dnipro = flod som løber gennem Ukraine), er en storladen og eventyrlig kærlighedshistorie, der – før jeg dog har set nærmere på en oversættelse – virker tidløs, ja nutidig i sin form. I 2017 skabte Andrii Shcherbak en meget rost animationsfilm over digtet: Prychynna. The story of love.
* * *
Anna Akhmatova: Marts elegi
Jeg har skatte nok fra fortiden
flere end jeg behøver, eller vil have
Du ved lige så godt … den ondsindede erindring
slipper ikke sit tag:
en beskeden kirke, med sin gyldne kuppel
lidt skæv; et råt kor
af krager; en togfløjte;
et birketræ på marken, udtæret
som kom det lige fra fængslet;
en hemmelig midnatsforsamling
af monumentale bibelske egetræer;
og en lille robåd som kommer drivende ud
af nogens drømme, og langsomt synker.
Vinteren har allerede været forbi her
med let sne over markerne
og en uigennemtrængelig tåge
der fylder verden op til horisonten.
Førhen tænkte jeg at der intet,
absolut intet venter os når vi går bort.
Men hvem er det så, der går rundt
derude og kalder på os?
Hvis ansigt er det, presset mod den frosne rude?
Og hvis er hånden, der vinker som en gren?
Dér i hjørnet af spejlet, i spindelvævene
danser en laset solstråle med sit svar.
(Leningrad, 1960)
* * *
Taras Shevchenko: Prychynna – Den vældige Dnipro (første strofer)
Den vældige Dnipro brøler og buldrer,
blæsten hyler og rusker vredt,
til jorden bøjer den hvert piletræ,
imens bølgerne løftes i bjerghøjde.
Den blege måne greb dette øjeblik til
at kigge ud bag en sky,
som en kano over havet der
tipper op og dykker under igen.
Hanerne galer ikke for at vække denne morgen,
der er ingen lyd af mennesker endnu,
i en lysning råber uglerne deres advarsler ud,
og asken den knirker og knager.
* * *
Komponisten Allan Schindler er en af dem, der sat Akhmatova-digte i musik. Han beskriver her fint nogle aspekter af hendes poesi:
The haunting poems of Anna Akhmatova (1889-1996) say much in few words. Recurring themes within her verse often convey to me dual, out-of-time perspectives – of youth and age, of vulnerability and worldly irony, or of anticipation and bittersweet recollection. While frequently triggered by what Akhmatova called “meetings” (complex, evolving relationships, often with an absent, disappointing lover) the scope of Akhmatova's vision is broad rather than introspective, and metaphorical parallels to the travails of twentieth century Russia, in particular, of humanity in general, are ever present.
* * *
Links:
CONQUERING TIME: A. AKHMATOVA’S POEM WITHOUT A HERO AND T.S. ELIOT’S FOUR QUARTETS
The Poetry of Anna Akhmatova, A Conquest of Time and Space
“Portrait of Anna Akhmatova” by Nathan Altman
* * *
Lene Henningsen