Dramaets meta-lag, hvor historien er personlig, kommer sjældent til orde. I Kenneth Krabats stykke, nu endelig tilgængeligt som podcast, er Kræften (i egne øjne) den mobbede og forfulgte, mens META har svært ved at tale sig ud af at spille 2. violin…
* * *
Under optagelserne skrev Lene Henningsen følgende overvejelser:
META er en meget nutidig tekst, og alligevel føres mine tanker tilbage til både postmodernisme og Beckett, f.ex. Karaktererne er STORE, de taler om nærmest alt. Ikke mindst Kræften har store navne hængende fra bæltet: Shiva, Gud, Djævel, Verdenspræsident. (Samtidig med den kan være det mobbede barn i skolegården). Meta1 er i høj grad en “moderne” skikkelse: kritisk, til tider ironisk, skeptisk. En forfattertype? Meta2 indskyder Dødens Teater midt i det hele, som en slags dødens teaterdiva, og scenen er… fuld af liv. Paradoksalt.
Pigestemmen har jeg tænkt en del over: Kræften, døden, rammer uretfærdigt, den rammer uskyldige, den rammer børn. Men dette er for oplagt, og ikke hvad pigestemmen repræsenterer. Det meste hun siger, kunne også en voksen have sagt. Sygdommen gør voksen. Eller i sygdommen bliver man barn og voksen for alvor? Får Kræften alligevel lidt skyldfølelse efter hendes replik? Er det derfor han må efterabe hende?
Lad os “lege”, at META også er en Faust-historie. Lad os se Meta1 som en videbegærlig Faustfigur, der vil forstå, bag om de umiddelbare sandheder, bag om mysterierne, og i sidste ende møde en virkelig sandhed (som Faust møder kærligheden hos Goethe). Meta, forfatteren, står for livet, eller systemerne i livet (derfor moderne). Forholder sig til fremmedgørelsen, avatarene, “nærværets fiktion” osv. Hvordan ser man Faust-forfatteren for sig? Lidt henad en Kenneth-karakter? – her i kvindelig udgave? ;)
Kræften er, Mefisto. En Mefisto med dreadlocks, hvidt ansigt og sort jakkesæt måske, med sukkerstøv han ind imellem skal børste af (sådan ser jeg ham for mig)? Mefisto er sælger af dødens, forandringens idé. Frygtet, mobbet, men indehaver af en del sandheder.
Divaen Meta2 giver de to modspillere et pusterum, skrider over scenen i promp og pragt. For de to er i nærkamp det meste af tiden. Liv og død. Jord og Himmel/helvede. Deres relation? Gud og djævel (Mefisto) søger jorden. Jorden søger forandring (men frygter den også). Her ligger deres gensidige ønske om at lytte, nærme sig, overbevise – forføre. Scenen er sat.
* * *
Kenneth har også samlet lidt omkring værkets oprindelse på hans blog.
Tak til Trine Runge for tilladelse til at bruge billedet – en gave til hende fra den tid hvor hun selv boede på Bali.
* * *
Poetisk Podcast har brug for jer.
De kreative kræfter bag Poetisk Podcast arbejder stort set på frivillig basis. Vi er taknemmelige for den støtte Statens Kunstfond har ydet til de første produktioner, stadig dækker dette kun en lille del af arbejdet og alle bidragydernes indsats. Det er vores ønske at kunne producere en lang række værdifulde poetiske lydværker, ambitionsniveauet er højt, og allerede nu står ideer og aftaler i kø. Det er nytænkende, betydningsfuldt synes vi – og ressorcekrævende. Derfor har vi brug for din støtte også. Synes du om konceptet, synes du om det du hører, så er det nu nemt at ”købe os en kaffe” eller to, og bidrag til en fælles rejse ud i poetisk lyd, poetisk rum og drama – den verden er kun lige begyndt.
Kh. Lene & Rudiger