Poetisk Podcast – nyhedsbrev, juli 2020
Poetisk Podcasts nyhedsbrev sendes ud den første fredag i hver måned, hver gang med et nyt gæsteindslag.
Denne gang er det Lars-Emil Woetmann der tager ordet.
* * *
Det var ikke en klar proces – for mig – at lave den Poetisk Podcast, Altså netop nu, som jo netop er færdigudsendt. Egentlig er det også mest Rudiger Meyers værk, tænker jeg, han er både produktionsleder og samtalepartner i podcasten. Altså netop nu består af vores samtale, min digtoplæsning og så Rudigers diskrete manipulationer og auditive tilføjelser.
Det var materialet, jeg havde oplevelsen af både at objekt og subjekt på samme tid, meget forvirrende, haha, og lige præcis som den dobbelte natur, der er skriftens og skriverens, det mest besværlige ved den tjans.
Men det lykkedes for Rudiger, at forbinde samtalens dele, der – for mit vedkommende i hvert fald – ikke var forberedt, med de digte, jeg skriver nu, og dem som jeg allerede har haft et langt liv med, og som jeg troede ikke havde noget med mig at gøre længere.
Jeg kunne pludselig høre mig selv, da jeg hørte podcastens sammenklip, og selvom vi i samtalen slentrer derudad i et åbent landskab, så afslører den jo, samtalen, en forbindelse mellem digtene og det, jeg har på hjertet, heldigvis, og jeg følte, og jeg føler, at jeg er kommet en anelse tættere på at hitte rede på min egen forfatteridentitet, gudhjælpemig, som jeg har forsøgt at holde fra livet som en skygge, ikke risikere at blive genkendt som en slags, ikke konkretisere som en, der vil sælge ting.
* * *
Begynder digtet i stemmen, i stemmen kroppen, ved kroppen tanken, blikket, og forbindelsen. Til hvad? Til det menneskelige kunne man sige, jeg, og lyve lidt. Min ambientes stemme, rum og forskel, sig selv. I den også det sociale, den vil meddele sig og den vil lyde af sig selv, den afslører sig, gør dig noget. Kan jeg høre min stemme kan jeg høre mig, uha, og danne netop det felt for forbindelser, der mødes i en menneskekrop som et hjerte, der stadig akkurat slår, og som må være nøddens vibrerende kerne.
Lars-Emil Woetmann