Syv lag podcast artwork

I denne podcast hører du de første tre kapitler af Julie Sten-Knudsens digtsamling Syv lag (Gutkind, 2021) tilsat lyde og musik af Sandra Boss. Digtene kredser om en kaotisk fødsel der ender i et akut kejsersnit, om kroppens og naturens skrøbelighed, om ruiner og uddøde sommerfugle. Og om et lille barn der er i gang med at opleve alting for første gang. Sandra Boss har skabt et sitrende elektronisk lydunivers med enkle melodier, klangflader og reallyde. Denne lydside giver digtene et nyt sanseligt rum at udfolde sig i, hvor smerte og naivitet mødes, og hvor digtenes stille men insisterende tone understøttes musikalsk.

Tekst/stemme: Julie Sten-Knudsen
Musik og lyddesign: Sandra Boss


Med støtte fra:
Statens Kunstfond logo

Syv lag

· 28′01″

 Podcasts · RSS · Download (32,31 MB)

00:00 Prolog
01:38 Akut Sektio
10:23 I starten forstod vi ikke
17:33 Mit ansigt er blevet smallere

* * *

I morges hang halvmånen oppe over tagene
Små ærtespirer er kommet til syne
i blomsterkassens sorte muld
Hun stikker fingrene i jorden og griner
Så giver hun mig en håndfuld, lægger jorden
fugtig, smuldrende, i mine hænder

* * *

I starten forstod vi ikke
at vi skulle give hende tøj på
Hun er jo et menneske, sagde sundhedsplejersken
men I kan da også bare svøbe hende i en stofble

I starten forstod vi ikke at vi skulle bade hende
Vi tænkte at hun måtte være selvrensende
I skal også vaske hende bag ørerne
sagde lægen, ellers vil der altså samle sig skidt

Hvad er det for et væsen der har taget bolig hos os
Noget helligt, urørligt
en ny sjæl

Jeg krummer mig sammen om hende
så fjenderne ikke kan nå hende
og slikker hende i ansigtet