Kenneth Krabats META, et stykke med Kræften og META i hovedrollerne, er snart klar til blive sendt ud, og i den anledning, som optakt, nogle overvejelser om hvad et metadigt kunne være.
Hvad er et metadigt? Det kan f.eks. være:
Et digt om poesi.
Et digt, der på en eller anden måde er opmærksom på sig selv som en ting lavet af bogstaver og ord.
Et digt om læsning af digte.
Et digt om digtere, der læser.
Et digt om egen indskrift.
Et digt der bruger læsning som en allegori for kærlighed og kærlighed som en allegori om forståelse.
Et digt der ikke kan forstås tematisk, medmindre man først forstår de måder, hvorpå det handler om sig selv – om de ord, de anvender, om den kærlighed eller kærlighed til ord, der føles, når de skrives. Det Wallace Stevens i Large Red Man Reading kalder “the literal characters”.
(Al Filreis i Jacket2 – Kelly Writers House, Philadelpia.)
* * *
Large Red Man Reading (Wallace Stevens, 1948)
There were ghosts that returned to earth to hear his phrases,
As he sat there reading, aloud, the great blue tabulae.
They were those from the wilderness of stars that had expected more.
There were those that returned to hear him read from the poem of life,
Of the pans above the stove, the pots on the table, the tulips among them.
They were those that would have wept to step barefoot into reality,
That would have wept and been happy, have shivered in the frost
And cried out to feel it again, have run fingers over leaves
And against the most coiled thorn, have seized on what was ugly
And laughed, as he sat there reading, from out of the purple tabulae,
The outlines of being and its expressings, the syllables of its law:
Poesis, poesis, the literal characters, the vatic lines,
Which in those ears and in those thin, those spended hearts,
Took on color, took on shape and the size of things as they are
And spoke the feeling for them, which was what they had lacked.
Digtet fejrer det dyrebare i vores fysiske virkelighed – også de aspekter som gør ondt – og sætter den over den uvirkelighed, som et ønsket Himmerige eller efterliv har. Sætter de beskedne ting (gryder, pander, tulipaner) over ”spøgelser uden substans eller følelse”. Den største fattigdom er ikke at leve i en fysisk verden.
Men Stevens fejrer også poesiens magt til at skabe en virkelighed gennemsyret af følelse. Det er digtets ironi, at ”spøgelserne” aldrig oplever virkeligheden, kun digterens forestillingskraft som fortolker virkeligheden. Og vi, læserne af digtet – vi føler den virkelighed, som spøgelserne ikke kan opleve, og værdsætter den endnu mere!
(Frit efter John Serios læsning af digtet.)
Og næste gang: Hvad er Metalyd?
God påske
Lene Henningsen